Gode råd før du køber grund


Skanlux' direktør Bjørn Krogh Andersen er blevet interviewet af magasinet VILLA i forhold til at give gode råd inden du køber en grund. Se magasinet og artiklen på side 68.

Bestil en analyse af jordbundens beskaffenhed.
Det er det første og mest konkrete råd, direktør for Skanlux Huse Bjørn Krogh Andersen vil give folk, der står overfor at skulle købe en grund.

»Mange grundkøbere er meget optaget af prisen på deres nye grund, og det er selvfølgelig fuldt forståeligt, men det nytter bare ikke ret meget, hvis de forsømmer at få undersøgt jordbundens beskaffenhed. Det kan komme til at koste dem rigtig mange penge, og så kan det jo være lige meget, at grunden var billig,« siger han.

Bjørn Krogh Andersen møder af og til folk, der har fået en kæmperegning på udgifter til ekstra fundering, fordi de har købt en grund, hvor bunden ikke var fast, før der var gravet flere meter ned. Almindeligvis skal der kun skrælles 30 cm muld for at komme ned til en fast bund.

Ingen garantier
»Der er ingen garanti for, at ens grund er i orden, blot fordi naboens er det,« siger Bjørn Krogh Andersen. Han tilføjer, at det mest almindelige er, at det er køberne selv, der skal bestille og betale for en undersøgelse, og at det typisk koster omkring 10.000 kr. Men sælger kan også have bekostet jordbundsundersøgelse af en hel udstykning.

Det er heller ikke lige meget, hvor man køber en grund, hvis man vil sikre sig mod de stigende regnmængder, der falder herhjemme.

»Mange nye udstykninger har dobbeltkloakering, hvilket vil sige en kloak til spildevand, og én til regnvand. Tidligere gik man ud fra, at regnvandet trængte ned i jorden, men med den hyppighed, skybrud efterhånden kommer med, er kloakering noget, man bør undersøge, inden man skriver under på en købskontrakt,« siger Bjørn Krogh Andersen.

Undersøg lokalplanen
Noget, der er særdeles vigtigt at undersøge inden køb af grund, er lokalplanen. Findes der nogle særlige regler for, hvordan byggeriet skal se ud, og i så fald hvilke.

»Har man fx forelsket sig i et funkishus, siger det sig selv, at det er en dårlig idé at købe grund i en udstykning, hvor alle huse skal have rødt sadeltag. Andre steder må man ikke bygge i to fulde plan, og der kan også være regler for, hvilke materialer husene skal være bygget af og hvilken arkitektur, der skal være dominerende,« siger Bjørn Krogh Andersen, der selv bor i en udstykning, hvor træhuse ikke er tilladt.

Han peger på, at de fleste lokalplaner i dag dog er så tilpas brede, at der er vide rammer for, hvad man må bygge, hvis man køber grund i en ny udstykning.

»Det kan altid diskuteres, hvor mange regler om nogen der skal være i en udstykning, og smag og behag er som bekendt forskellig, ligesom tid og tendenser skifter, og det der var god smag engang, virker måske knap så attraktivt i dag,« siger han.

Bebyggelsesgrad og tilslutningspligt
Lokalplanen fastlægger også regler for bebyggelsesgrad, hvilket også bør stå på grundkøberes liste over ting, der skal undersøges.

»De fleste steder gælder bygningsreglementet på max. 30 pct., og det kommer de færreste i karambolage med, da en nyudstykket grund normalt ligger omkring 1000 kvm. og et nyt hus inkl. vognly sjældent kommer over 300 kvm.,« siger Bjørn Krogh Andersen.

Energi er i de senere år også blevet et vigtigt emne, når folk bygger nyt, og da mange nye huse kan leveres med fx jordvarmeanlæg eller solceller på taget i stedet for de mere traditionelle energi, råder Bjørn Krogh Andersen altid kunderne til at undersøge, om der er tilslutningspligt til det lokale varmeværk, før de køber grund. Det er dog muligt at få dispensation, hvis man bygger et lavenergihus.

Den rigtige placering på grunden
Når grunden er købt, og tiden er inde til at få placeret huset på den, er det vigtigt at verdenshjørnernes placering.

»Mange mennesker er meget fokuseret på, at de vil have køkkenalrum mod syd, hvilket også er fint, men man skal tænke på, at der kan blive meget varmt på solrige dage, hvorfor man er nødt til at tænke på solafskærmning og gardiner,« siger Bjørn Krogh Andersen, der ofte anbefaler kunderne at overveje at lægge opholdsrummene mod vest eller sydvest i stedet for direkte syd, da det giver en dejlig aftensol og masser af lys i huset.

»Placering af huset, så husets placering, udearealerne, indkørselsforhold og grunden går op i en højere enhed, er en af de rigtig spændende opgaver, når man skal bygge nyt hus for folk,« fortæller Skanlux direktøren.

Læs også boligreportagen om Skanlux 'Funkis er moderne luksus' fra samme magasin eller find andre spændende artikler under vores pressesektion

GUIDES: SOMMERHUSE HELÅRHUSE